ALERT: Jobseekers are being fraudulently contacted by scammers. Click here to find out how to protect yourself from recruitment scams.

pivot

Press Releases

Behov for målrettet uddannelse og udenlandsk arbejdskraft 

03 November 2015

DNK

Det danske uddannelsessystem skal målrettes, og det skal være nemmere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Det peger rekrutteringsvirksomheden Hays på, efter at ny global analyse viser, Danmark halter bagefter i konkurrencen.
 
”Danmark har behov for at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft og sætte gang i mere målrettet uddannelse af unge og opkvalificering af medarbejdere. Ellers kommer de danske virksomheder til at halte langt bagefter i den globale konkurrence, og flere og flere arbejdspladser vil flytte ud af landet.” 
Sådan siger Morten Andersen, business director i Hays Specialist Recruitment Danmark, efter at Hays Global Skills Index 2015 netop har vist, at Danmark igen scorer højt på talent mismatch og lavt på uddannelsesfleksibilitet.
 
Hays Global Skills Index er en analyse af arbejdsmarkedet i 31 forskellige lande, og er udarbejdet i samarbejde med analyseinstituttet Oxford Economics.
Det er andet år i træk, analysen viser, at Danmark halter bagefter i konkurrencen med flere af de andre europæiske lande. For eksempel har Tyskland, Frankrig, Holland, Schweiz og endda Polen ifølge Hays Global Skills Index færre problemer med talent mismatch end Danmark. Mens lande som Storbritannien, Italien og Spanien har nogle af de samme udfordringer.
 
- Mange markeder er heldigvis i vækst, men det betyder, at de bevæger sig hurtigere end uddannelsessystemet. Og som rekrutteringsvirksomhed oplever vi det store gab mellem udbud og efterspørgsel af kvalificeret arbejdskraft tæt på. Det er et problem, vi er nødt til at tage alvorligt, fordi uddannelse er et af de vigtigste konkurrenceparametre for danske virksomheder, siger Morten Andersen.
Hays Specialist Recrutiment Danmark opfordrer derfor både politikere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner til at tænke nyt.
- Vi er ikke de eneste, der oplever udfordringer med talent mismatch, og derfor giver det mere og mere mening, at vi tænker i at dele talentet og kvalifikationerne på tværs af landegrænser. Det betyder for eksempel, at det bør være nemmere for danske virksomheder at få opholdstilladelse til udenlandske medarbejdere til specifikke stillinger, de ikke kan finde kvalificerede danskere til. Og at vi alle har et ansvar for at sende signal ud i verden om, at vi er klar til at samarbejde om mobiliteten af kvalificeret arbejdskraft, siger Morten Andersen. 
 
At blive bedre til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft er en meget nødvendig men også kortsigtet løsning. Derfor peger Morten Andersen på, at der samtidig skal satses på længere perspektiver.
- Vi har brug for en tættere dialog mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner, så vi hele tiden tilpasser og målretter vores uddannelser efter, hvilket behov for arbejdskraft, vi har. Derudover skal vi tænke meget mere i livslang læring. Efterspørgslen på højtuddannede specialister bliver kun større, så det handler om konstant at tænke i opkvalificering og efteruddannelse. Både som medarbejder og som virksomhed. Så vi løfter opgaven sammen, siger han. 
 
For yderligere kommentarer:
Business Director, Hays Specialist Recruitment Danmark
Morten Andersen
T: +45 33 38 32 10